DSUK og søens folk

Tekst A.O. Andersen, tidligere formand, DSUK

Danske Sømands- og Udlandskirker har det ligesom salig kong Frederik IX, at søens folk betyder noget ganske særligt for os. Det gør de danske syd for grænsen også. Og det gør de udvandrede og udstationerede rundt om i verden, der holder fast i vores folkekirke, også. Vi er et fællesskab skabt ved sammenslutning af Sømandskirken og DKU.  Et fællesskab, der kun kunne skabes, fordi vi forpligtede os på forskellighederne.

Sømandskirken er den ældste del af dette fællesskab. Arbejdet blev påbegyndt allerede i 1868 med udsendelsen af den første sømandspræst til Hull. Lige siden er sømandspræsten af danske søfolk blevet opfattet som deres præst, hamførst meget senere kunne det også være en hende man kunne gå til med hvad som helst. Praktiske problemer, småbekymringer, store sorger eller eksistentielle kriser. Sådan er det stadig.

Ofte stilles spørgsmålet: om ikke den korte liggetid i havnene og det stadig mindre antal danske søfolk på danske skibe ikke snart har gjort sømandskirkearbejdet overflødigt? Sådan er det slet ikke! Når skibet ligger i havn så kort tid, at sømanden knap kommer i land er det dobbelt vigtigt, at sømandspræsten eller assistenten kommer om bord. Hvis man kun er fire-fem landsmænd om bord, mens resten af besætningen er udlændinge, bliver eksistensen af en samtalepartner, der ikke hører til den snævre kreds af kolleger, man er lukket inde med til dagligt, dobbelt nødvendigt.

Det blå Danmark er en vigtig ja uundværlig del af det danske samfund. På samme måde er sømandskirken en vigtig ja uundværlig del af folkekirken. Tilmed er det sådan, at de store havnebyer er vigtige forretningsmæssige centrer.

Sømandspræsten er derfor oftest tillige sognepræst for en stor dansk koloni på stedet. Tilknytningen mellem havn og forretningsverden er typisk så stor, at sammenfaldet af arbejdet som sømandspræst og præst for de lokale danskere er en hel naturlig ting, der er med til at give præst og menighed i havnebyen en særlig dimension.