AAA

DSUKDSUK


Danske Sømands-
og Udlandskirker


Smallegade 47
2000 Frederiksberg
DK - Danmark
Tlf +45 7026 1828
E-mail kontor(at)dsuk.dk

Giro
500-3660
Danske Bank
Konto/account
4400-4525 2100 49
IBAN-nummer

DK 91 3000 4525 2100 49
SWIFT-BIC
DABADKKK
Danske Bank
Vesterport Afdeling
Vesterbrogade 10
DK-1620 Copenhagen
Denmark
Tlf +45 4512 2260

Webredaktør
Bo Nygaard Larsen
Tlf +45 4076 2151
E-mail nyt(at)dsuk.dk

 

 

08/01-2012

2011 blev et vanskeligt år for dansk søfart. Men også et år, hvor der blev sejlet valuta hjem til Danmark. Det skriver Carsten Mortensen, formand for Danmarks Rederiforening, i sin nytårshilsen.


Tekst Bo Nygaard Larsen

2011 blev både et vanskeligt og et godt år for dansk søfart. Sådan lyder det fra formanden for Danmarks Rederiforening, Carsten Mortensen, der til daglig er adm. direktør i D/S Norden.

„2011 blev et vanskeligt år for søfarten. Der blev leveret mange nye skibe til verdens handelsflåde, og selv om der var god vækst i de asiatiske økonomier, var det ikke nok til at opveje den mærkbare svækkelse af amerikansk og europæisk økonomi. Væksten i verdenshandlen aftog, og efterspørgslen kunne ikke holde trit med de mange nye skibe, som kom på søen. Derfor var stort set alle fragtmarkeder stærkt pressede, og rederiernes indtjening kom også under stærkt pres," skriver han i sin nytårsudtalelse.

Her hæfter han sig også ved de positive sider ved 2011.

„Alligevel ventes det, at den danske handelsflådes valutaindsejling for 2011 bliver 175-180 mia. kr. Det er en anelse mere end 2010, og det skyldes, at den danske handelsflåde i disse år er rekordstor. Fornuftige og stabile rammevilkår er en afgørende forudsætning for, at skibsfarten kan konkurrere globalt og blive ved at levere et betydeligt bidrag til dansk økonomi. Skibsfarten har brug for arbejdsro i en vanskelig tid, og derfor er det glædeligt, at den nye regering har udtrykt forståelse for, hvad der skal til, hvis Danmark fortsat skal være en af verdens førende søfartsnationer, " skriver Carsten Mortensen.

I 2011 var pirateri også et stort problem for dansk skibsfart. 

„Mere end 200 søfolk er i dag gidsler sammen med skibe og laster. 6 af dem er danske søfolk, som snart har været i piraternes vold i et år. Sejlads i store dele af Det Indiske Ocean er kun forsvarlig på grund af internationale flådefartøjer og rederiernes egen indsats for at beskytte besætninger og skibe. Danske rederier afholder udgifter i niveauet 1–2 milliarder kroner årligt for at hindre sørøveri, blandt andet ved at have bevæbnede vagter om bord. Danmarks Rederiforening værdsætter regeringens og Folketingets opbakning, men der er uændret brug for, at det internationale samfund melder sig kraftigere ind i kampen mod piraterne, herunder med de midler og muligheder EU råder over," skriver Carsten Mortensen.

For Danmarks Rederiforening bliver også 2012 et vanskeligt år.

„Danmarks Rederiforening håber, at Danmark i sit EU-formandskab kan medvirke til at tilføre beslutningskraft til europæisk politik. Europa står over for betydelige og vanskelige tilpasninger, men det står ikke nødvendigvis i modsætning til at skabe en øget forbrugertillid og investeringslyst. Behovet for at øge væksten er så meget desto større, fordi USA desværre ikke i øjeblikket magter at fungere som lokomotiv for verdensøkonomien.

Dansk Skibsfart og Danmarks Rederiforening vil bidrage til det lange seje økonomiske træk, der ligger foran Danmark, EU og USA, ved fortsat at sikre driften og udviklingen af Danmark som en afgørende søfartsnation i verden," slutter Carsten Mortensen.