AAA

DSUKDSUK


Danske Sømands-
og Udlandskirker


Smallegade 47
2000 Frederiksberg
DK - Danmark
Tlf +45 7026 1828
E-mail kontor(at)dsuk.dk

Giro
500-3660
Danske Bank
Konto/account
4400-4525 2100 49
IBAN-nummer

DK 91 3000 4525 2100 49
SWIFT-BIC
DABADKKK
Danske Bank
Vesterport Afdeling
Vesterbrogade 10
DK-1620 Copenhagen
Denmark
Tlf +45 4512 2260

Webredaktør
Bo Nygaard Larsen
Tlf +45 4076 2151
E-mail nyt(at)dsuk.dk

 

 

04/02-2012

Søndag den 12. februar ordineres og indsættes Rikke Juul som ulønnet hjælpepræst ved Den Danske Kirke i London. Kåre Gade har mødt hende.


Tekst Kåre Gade

Kirkerådet har besluttet at tilknytte Rikke Juul som kirkens tredje præst - ulønnet og med en særlig arbejdsopgave: Hun skal arbejde blandt  studerende og de unge erhvervsaktive danskere i London, som er for gamle til K, men endnu ikke etablerede nok til kirkens familieorienterede tilbud.

Samtidig med indsættelsen i St Katharine’s skal Rikke ordineres, altså præstevies. Selv om hun har været kandidat siden 2005, har hun nemlig endnu ikke fået kjole og krave på.

»Da jeg forlod universitetet, syntes jeg ikke, at jeg var klar til at blive præst. Jeg havde en forestilling om, at det ville blive for stille. Jeg havde mere lyst til et job med nære kollegaer og en højere puls,« siger Rikke.

I stedet kiggede hun mod det private erhvervsliv. Hun sendte en uopfordret ansøgning til Vestas, hvor hun forklarede, hvad hun med sin teologiske baggrund kunne bidrage med. 

»Det endte med, at Vestas oprettede en stilling til mig. Sammen med en kollega fra Handelshøjskolen arbejdede jeg med forretningsetik og menneskerettigheder. Vi udformede for eksempel en såkaldt code of conduct, som er en fastsættelse af  virksomhedens globale standarder for, hvordan medarbejdere skal agere i bestemte situationer, og vi var med til at udvikle  en whistleblower-linje, hvor medarbejdere kan henvende sig, hvis de får nys om korruption eller børnearbejde«, fortæller Rikke.

I 2010 flyttede Rikke Juul til London sammen med sin kæreste, Anders Lund Larsen, som hun senere er blevet gift med. Anders arbejder hos Aros Capital Partners, en skandinavisk investeringsvirksomhed med rødder i Århus.

Rikke fik et vikariat i en britisk charity, der tilbyder etisk rådgivning for internationale virksomheder, hvor hun kunne bruge sine erfaringer fra Vestas. Men da vikariatet udløb, var tanken om at blive præst modnet i hende.

»Jeg havde fået mere og mere mod på at komme tilbage til teologien og kirken. Jeg var blevet træt af at sidde på kontor og havde lyst til et udadvendt arbejde, hvor jeg kunne få direkte kontakt med mennesker,« siger hun.

Da der bød sig en mulighed for at komme i praktik som chaplain - studenterpræst - med tilknytning til nogle af Londons universiteter, var hun ikke i tvivl. Det udviklede sig snart til  to faste deltidsstillinger.

»Det er et spændende arbejdsområde, fordi de studerende i London kommer fra alle kulturer og religioner. Som studenterpræst arbejder man ikke kun sammen med præster fra andre kristne kirker, men også med chaplains, der repræsenterer andre religioner, primært hinduisme, islam, jødedom, buddhisme,« siger hun.

Som præst ved Den Danske Kirke får Rikke de danske studerende som sit vigtigste arbejdsområde.

»Jeg er rigtig glad for, at kirkerådet giver mig mulighed for at blive præst i Den Danske Kirke. Det betyder meget for mig, at jeg kan bevare tilknytningen til den danske og folkekirkelige tradition, som jeg er opdraget i og uddannet til,« siger hun.

Hun glæder sig til udfordringen og tror, at kirken og de unge i London kan få gavn af hinanden.

»Jeg tror, der er et behov blandt de unge voksne - både studerende og 'young professionals' - som savner en sammenhæng at mødes i. En væsentlig del af mit arbejde kommer til at foregå på universitet, hvor jeg har en pastoral rolle. Men jeg vil bruge Den Danske Kirke som ramme om café- og foredragsaftner, hvor vi for eksempel kan trække på de ressourcer, der findes blandt Londons mange phd-studerende,« siger Rikke.

Hun nævner også særgudstjenester, udflugter og et studentersamarbejde med de andre nordiske kirker som muligheder.

»Og så forventes det naturligvis, at jeg prædiker til kirkens almindelige gudstjenester i ny og næ, og i øvrigt er tilstede og støtter op om de eksisterende arrangementer og aktiviteter,« siger hun.

Foruden biskop Peter Skov-Jakobsen medvirker også generalsekretær for Danske Sømands- og Udlandskirker Margit Petersen ved Rikke Juuls indsættelse søndag den 12. februar kl. 11. Efter gudstjenesten er kirkerådet vært ved en reception i churchhallen, hvor alle er velkomne.