Stå altid til søs - ord af pastor Melhof, Bruxelles

En ganske rammende prædiken skrevet af Per Melhof. Om at stå til søs, om kirke og om troen på Jesus.

Artiklen er trykt med tilladelse af folkekirken.dk

Tekst Per Melhof, pastor, Den danske Kirke i Bruxelles

Til min barndoms Giro 413-repertoire hørte Jørgen Reenbergs næsten udødelige fremstilling af Admiralens vise fra operetten H.M.S. Pinafore. Reenberg spillede admiralen, sir Joseph, hvis mest markante træk som admiral er, at han aldrig har været ude at sejle. „Stå aldrig til søs! Lad de andre stå I får stribevis af kors og bånd og stjerner på."

Noget tilsvarende kan man ikke sige om Jesus. Han stod, ifølge evangelisten Matthæus, flere gange ud med båd, men han måtte så også nøjes med et enkelt kors, og der blev ikke sat ret mange bånd og stjerner på ham. Men han stod altså ud, og derfor står vi på søndag med en fortælling om Jesus, der er ude på uroligt vand i en båd fyldt med urolige disciple. Disciplene bliver frygteligt bange for uvejret, så de vækker Jesus, der sover i båden. Han snerrer først lidt af disciplene, fordi de er utrygge, selvom han, Jesus, er i båden hos dem. Men han snerrer efterfølgende og endnu kraftigere af storm og hav, og alt bliver roligt igen.

Selv for os landkrabber, der først og fremmeste kender søfarten fra en sporadisk Oslobåd, er fortællingen og billederne i fortællingen forholdsvis lette at gå til: Som disciplene er vi sammen, vi er på vej, vi er beskyttet, men vi er også i uvejret. Gud er med os, hvad det så vil sige, når han sover. Men vi får besked på, at vi ikke skal være bange. ’Frygt ikke’, som Jesus siger til dem, er hele fortællingens pointe.

Selvom de kan have svært ved at få ham i tale, så må de ikke blive bange for uvejr og trusler. De er ikke prisgivet, selvom det kan se sådan ud. De er ikke i hver sin båd, de er i den samme. Og han er med i den.

Godt og forhåbentlig rigtigt! Men fortællingen om sejladsen og stormen på søen og hele billedet af sejladsen er også dødsensfarligt. For det kan blive noget forfærdeligt og hånligt sludder, billig og forløjet trøst, det der med at vi alle er i samme båd, og at Herren altid er med i båden, så der er ikke noget at klynke over. Det kan godt være, at det er rigtigt. Det er det vel. Det har han lovet. Men hvis det bliver naiv beroligelse, så gør man grin med enhver, der lider, bliver bange eller anfægtes i sin tro. Der er mange reelle farer og trusler, og ingen slipper.

Det overraskende er, at det ikke skal skræmme os. Der er ingen nød, død eller elendighed, vi ikke kan eller skal dele. Med Gud og med hinanden. Det handler ikke om at være tryg, fordi der ikke er fare. Det handler om at få lov til at turde være tryg, så vi kan få øje på faren, på de andre og deres lidelse, tage del i den, fordi det også er vores egen, ligesom Gud har taget del i vores ved at være i båd med os.

Gennem tortur, korsfæstelse og død fik Jesus heller ingen billig trøst, men han gjorde det frivilligt og for de andre. Og graven blev tom. Det får vi at vide på forhånd, så utrygheden ikke skal lamme os, men i stedet fortælle os, at vi ikke er alene. Det er afgørende at få forklaret, at der findes fare. Det er vores virkelighed. Men netop derfor kan vi få mod til at se det i øjnene. Vi er prisgivet usikkerheden, men i netop den situation kan vi få lov til at handle, dele og være frygtløse. Man kan kun befries fra en fare, der er der. Man kan kun trøstes, når man er i sorg.

Så i modsætning til admiral Joseph fra H.M.S. Pinafore siger Jesus: Stå altid til søs. Ikke fordi det er ufarligt, men på én gang fordi og på trods af, at det er det. Man dør ikke kun af at leve, man dør endnu mere af ikke at turde. Så bevæg dig hen til kirkeskibet på søndag; om ikke andet så for at se, om det kan splitte dine bramsejl!