Tekst Andrés Albertsen, pastor, Den danske Kirke i Buenos Aires
Søndag den 25. juli 2010 deltog en stor gruppe mennonitter, medlemmer af en
mennonitisk menighed i Buenos Aires, i vores højmesse i Den danske Kirke og én af
dens medlemmer, Luis Ma. Alman Bornes, prædikede. De gengældte på denne måde et besøg nogle medlemmer af vores menighed og jeg aflagde hos dem søndag den 18. april, hvor jeg blev inviteret til at prædike.
Anderledes gudstjeneste
Vores mennonitiske venner holder gudstjeneste på en hel anden måde end vi gør. De sidder i en rundkreds og de har ikke én præst, men de skiftes allesammen til at lede gudstjenesten og til at prædike. Og prædikenen er mere et oplæg til diskussion og de kan sidde i lang tid og diskutere dagens tekst.
Derfor skulle de hos os opleve en klassisk dansk gudstjeneste, på spansk
naturligvis!, og heldigvis var fire af salmerne oprindeligt tyske salmer, som også
findes på dansk, for da jeg gik ind i kirkerummet under præludiet opdagede jeg, at
en hel dansk præstefamilie (sognepræst Mogens Mye fra Egense på Fyn og hans hustru og to sønner) sad på en af bænkene, så jeg skyndte mig at finde nogle danske salmebøger og give dem til dem, og sige til min kollega, at han vel selv kunne finde de tilsvarende danske salmer, så de kunne synge med på dansk.
Salmerne var Lover den Herre, Behold os, Herre ved dit ord (som vi sang den oprindelige melodi fra 1543, Nu fryde sig hver kristen mand (som vi sang på Lunderskovs melodi fra 1977) samt Kirken, den er et gammelt hus.
Frokost med god dialog
Efter gudstjenesten spiste vi frokost i kryptsalen sammen med vores mennonitiske
gæster og glædede os sammen over, hvad der var sket i Stuttgart nogle dage før,
snakkede om, hvad der skiller os og hvad vi har til fælles, og lagde planer om at
blive ved med at styrke vores venskab.
Læs mere om mennonitterne her