29-07-2010

Tekst Bo Nygaard Larsen

Der bliver dansk salmesang med canadisk accent, når børnekoret ved Den danske Kirke i Vancouver besøger Danmark fra den 30. juli til den 16. august. Kirken er en del af Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK. Fem ud af de i alt syv korister i alderen 10-17 år vil gøre den lange tur, og selvom koret ikke syner meget i antal medlemmer, gør det det når det gælder lysten til at bevare det danske i udlandet.

„Det er en vanskelig proces at starte et kor i en udlandskirke, fordi menigheden bor så spredt. Det er slet ikke usædvanligt at køre 50 kilometer til gudstjeneste. Derfor er vi meget stolte af vores lille kor, og selv om det er svært at bevare sammenhængskraften i en aldrende udlandsmenighed, viser dette projekt, at viljen er der, og opbakningen til de yngre generationer er til stede,” siger pastor Bodil Toftdahl og fortsætter:

„Vi oplever, at tredje og fjerde generation kommer til kirken og holder dåb, og vi er netop i nu ved at etablere Hymns For Babies - altsaa Babysalmesang, efter dansk inspiration. Det er hårdt arbejde at tilpasse kirken til kommende generationers behov - men det er også en spændende proces, som alle forstår vigtigheden af”.

Bodil Toftdahl er med sammen med korleder Janet Mowatt og et par forældre med på turen til Danmark. Og alle ser frem til mødet med det land, de fleste kun har hørt og læst om.

„ De fleste af dem har aldrig været i Danmark, og et af formålene med turen er at give dem mulighed for at opleve Danmark og jævnaldrende danske børn og unge. De glæder sig til at opleve, hvad alt det, de hører så meget om, egentlig handler om,” siger Bodil Toftdahl.

Den danske forbindelse holdes også i hævd på anden vis. Som det første kor i en dansk udlandskirke er koret fra Vancouver blevet medlem af Folkekirkens Ungdomskor.

„Rejsen til Danmark skal være med til at få flere med i koret, og den er samtidig med til at styrke forbindelsen til Danmark for hele menigheden. Og så glæder vi os til at møde kollegerne i Folkekirkens Ungdomskor,” siger Bodil Toftdahl.

Den første del af turen er henlagt til København, hvorefter der er tur til blandt andet Legoland. Fredag den 13. oktober giver koret koncert i Ollerup Kirke på Fyn – sammen med Vancouverkirken eget husorkester. Dagen efter deltager koret i en korfestival ved Sct. Jørgens Kirke i Svendborg.

„ Der er et rigt musikliv ved vores kirke, med omkring ti musikere og sangere, som jaevnligt medvirker ved gudstjenester og koncerter. Fire af disse er i Danmark samtidig med koret og stoetter op om koncerten,” siger Bodil Toftdahl.