A.O. Andersens sidste beretning som formand

På årets repræsentantskabsmøde aflagde A.O. Andersen sin sidste beretning som formand for DSUK.

Vi nåede ikke det hele i min tid!

Selvfølgelig gjorde vi ikke det. Der skal jo også være arbejde til jer der tager over; men jeg havde håbet, at vi kunne have nået en række af de mål, som jeg har stillet op et antal gange.

Herefter skulle vi have overskud til at sætte os nye mål i takt med at globaliseringen bliver en stadig mere påtrængende realitet. I takt med at antallet af danske, der opholder sig i udlandet i kortere eller længere tid bliver flere og flere. Hvad enten det nu er for på den ene eller måde at repræsentere danske interesser, for at uddanne sig, eller de af helbredsmæssige grunde slår sig under mildere klimatiske forhold.

Som det for eksempel er tilfældet for en del af de – ofte ældre – medborgere, der slår sig ned på Solkysten.

Nu er det jo ikke op til mig at foreskrive kommende formænd og bestyrelser, hvad de skal lægge vægt på. Jeg er sikker på,  at de vil have både fantasi og vidsyn til at få øjer på fremtidens krav, muligheder og udfordringer.

Men helt kan jeg jo ikke nære mig:

Det må stadig være en væsentlig opgave for Danske Sømands- og Udlandskirker, at fastholde Folkekirken og det Folketing der stadig er beslutningstager for  samme Folkekirke, på forpligtelsen til at sikre folkekirkelig tilstedeværelse, der hvor folkekirkens medlemmer faktisk befinder sig, og vel at mærke overalt, hvor de befinder sig i et sådant antal,  eller passerer med en sådan hyppighed, at det er praktisk rimeligt og overkommeligt, at etablere en folkekirkelig tilstedeværelse.

Så for nu ottende gang vil jeg påstå,

 

• at det ville være rimeligt om det offentlige – stat eller folkekirke – betalte hele præstelønnen for de menigheder, der i overvejende grad rummer danske på midlertidigt ophold i udlandet,
• at staten fortsat skal betale sømandspræsternes og sømandsassistenternes løn for det har man lovet søfolkene,
• at staten fortsat skal betale præstelønnen for menighederne hørende til Dansk Kirke i Sydslesvig,
• at får vi - DSUK - på den måde præst til rådighed for vore menigheder kan og skal vi nok sammen med menighederne skaffe resten af driftsudgifterne,
• at alle udlandsmenigheder også emigrantmenighederne er så værdifulde repræsentationer for Den dansk Folkekirke, for Danmark, for dansk folkelighed, dansk folkekirkelighed og for dansk kultur i al almindelighed, at den anerkendelse som fuldgyldige præster i Folkekirken, der nu gælder alle af DSUK ansatte og udsendte præster er fuldtud berettiget.

 

Vi kan stadigvæk konstatere, at vi har gode venner i Folketingets kirkeudvalg; men uanset hvor gode venner vi har i kirkeudvalget hjælper det jo ikke meget, hvis de ikke møder nogen form for forståelse i deres respektive partier.

For mig er min tjeneste som formand for DSUKs bestyrelse nu slut.

Dengang  I for tre år siden genvalgte mig, nævnte jeg noget af det som det skulle være mit mål at opnå inden august 2011. Og jeg har gentaget det hvert år siden.

 

Målene var:

• at have mindst totrediedele af folkekirkens sognemenigheder som medlemmer
• at have helt klare regler for hvilke typer stillinger der finansieres af offentlige midler
• at have gennemført en kortlægning af hvor i verden der befinder sig så mange dansker, at folkekirken bør være til stede
• at have påbegyndt arbejde i Thailand, hvilket er nødvendigt både af sociale og kirkelige grunde
• at have analyseret om det er os, de sjællandske stifter eller Svenska Kyrkan, der har ansvaret for de et eller andet sted mellem 25- 40.000 danske folkekirkemedlemmer der bor i Skåne.
   

Målene er ikke nået og min sidste treårige formandsperiode må i så henseende siges at have slået fejl.

 

Der er stadig et stykke vej til at vi har de to tredjedele af menighedsrådene som medlemmer.

 

Vi mangler stadig:

• at have helt klare regler for hvilke typer stillinger der finansieres af offentlige midler.

 

Ja så er vi jo tilbage til det med økonomien.: Vi har stadig den principielle opfattelse, at lønnen til de udlandspræster, hvis menigheder hovedsageligt består af danske, der er midlertidigt bosiddende i udlandet, bør betales af offentlige midler.

Folketinget har vedtaget en medlemslov som betyder at disse danske medborgere, hvis de er medlemmer af Folkekirken, indiskutabelt har bevaret deres medlemskab af samme Folkekirke. Den folkekirke som staten ifølge Grundloven er forpligtet til at understøtte.

 

Med hensyn til det tredje og det fjerde punkt:

• at have gennemført en kortlægning af hvor i verden der befinder sig så mange dansker, at folkekirken bør være til stede
• at have påbegyndt arbejde i Thailand, hvilket er nødvendigt både af sociale og kirkelige grunde

Ja! så er det hverken gemt eller glemt, men så længe vi ikke har førnævnte problem med finansieringen af præstelønninger på plads så har det nok lange udsigter med at imødekomme de krav globaliseringen stiller.

Samtidigt må tilføjes at min treårsagenda jo i sagens og globaliseringens natur er tre år forældet. Det vil sige ikke alene er de uløste problemer stadig uløste, men tillige dukker nye krav op.

Og så var der det sidste punkt på min tre-års-agenda.

• at have analyseret om det er os, de sjællandske stifter eller Svenska Kyrkan, der har ansvaret for de et eller andet sted mellem 25- 40.000 danske folkekirkemedlemmer der bor i Skåne.

 

Det siges, at der er opmærksomhed på problemet; men løst på en sådan måde, at vores kirke kan siges at følge med sine medlemmer over sundet, er problemet ikke.

Nu er det da heldigvis sådan, at ikke alt er slået fejl.

Der har været mange glæder.

Vi har fået fat i Kina. Ikke helt på den måde vi optimistisk havde troet muligt, men arbejdet vil fortsætte på den ene eller anden måde.

Bruxelles-menigheden. Ser fem til at kunne indvie Vor Frue Kirke nær Bruxelles centrum i oktober måned. Den danske Folkekirke har herefter en Vor Frue Kirke både i kongerigets hovedstad og i Europas hovedstad.

Jeg tillader mig at sige: At den danske Folkekirke nu har en Vor Frue både i København og Bruxelles. Vi er nemlig nu. Helt officielt en del af Den danske Folkekirke. Og det er så en anden glædelig begivenhed i den forløbne treårsperiode. vi nemlig nu så officielt som det overhovedet kan være, ved kongelig resolution, med majestætens underskrift, efter indstilling af den overfor Folketinget ansvarlige minister, en del af folkekirken.

Dermed har vi også opnået den ligestilling i forhold til den hjemlige officielle folkekirke mellem alle af DSUK ansatte og udsendte præster, som vi hele tiden har ønsket. De har nu alle fuldgyldig status som præster i Den danske Folkekirke.

Vi kan med rimelighed sige, at dermed er fusionen fuldbyrdet uden at de enkelte menigheder egenart og forskellige forudsætninger anfægtes.

Det er så bare alligevel ikke helt.

 

Så er det jeg må komme tilbage til det principielle: Hvis bare vi kunne få, for nu at bruge det udtryk, „Det Officielle Danmark” til at betale præstelønningerne til alle de udlandskirker, hvis hovedopgave er at være kirke for udsendte, efter samme principper som for sømandskirkerne, ville meget være nået. Hvis man tilmed erkendte globaliseringens krav om at tage nye opgaver op på dette område ville det være endnu bedre.

Og pengene er der, en hel del af de udsendte betaler faktisk kirkeskat og disse penge går i statskassen – ikke i fællesfonden.

Vi er helt med på det samme princip som gælder herhjemme: Menigheden betaler selv for sin kirke og for sin kirkes drift, fællesskabet – her staten på folkekirkens vegne og for folkekirkepenge som samme stat så rigeligt har i kassen i forvejen – betaler præstens løn.

Folkekirkedanskerne her hjemme betaler selv for deres kirke og det gør udlandsdanskerne også, hvad enten de er udsendte eller udvandrede. De sidstnævnte endda fuldt ud af hvad de selv kan skrabe sammen af frivillige bidrag etc.

Folkekirkens medlemmer betaler selv for deres kirke – endda godt og vel. Folketinget lovgiver for Folkekirken og Kirkeministeriet administrerer. Sådan har det været hidtil. Om det fortsætter ret meget længere på helt samme måde er nok tvivlsomt; men det må Folkekirken både ude og hjemme så tage derfra når det måtte ske.

Man kan spørge sig selv om den medieverden, der så konsekvent og baseret på et næsten totalt ukendskab til emnet. Om de medier, der gennem de seneste tre- fire årtier næsten har gjort det til en på det nærmeste uimodsigelig  sandhed, at folkekirkeordningen er i strid med menneskerettighederne , og at den er forfærdelig dyr for staten og dermed en grov krænkelse af de skatteydere, der ikke er medlemmer. Man kan spørge om man – og det gælder også de politikere der rask væk falder for disse „sandheder” -  Man kan spørge om man har gjort sig klart hvor dyr en skilsmisse vil blive for staten.

For naturligvis må omkostningerne ved at bevare den kulturarv folkekirken i dag tager vare på så over på kulturministeriets budget.

Og naturligvis må der ydes fuld erstatning for den forpligtelse til at dække præsternes løn som staten påtog sig da man fjernede de ejendomme og øvrige rettigheder, der før den tid havde finansieret  præstelønnen.

Bare for at nævne et par ting.

Den bodeling som i en retsstat altid bliver en følge af en skilsmisse bliver godt nok en dyr historie for staten.

Derefter følger konsekvenserne for det offentliges driftsudgifter. Ud fra almindeligt gældende ligbehandlingsprincipper må de folkekirkelige menigheders forskellige kulturelle tiltag naturligvis støttes efter samme kriterier som anden kulturel virksomhed. Av!  Det bli’r godt nok en dyr historie.

Ved i forresten hvilken post på gældende finanslov der er størst: Statens tilskud til Folkekirken (konto 22,21 (515,6 mio.)) (699,5) eller statens tilskud til det Kgl. Teater (konto 21,23 (546,5 mio.)).

Nå! Nu skal jeg stoppe med et her og trække min kæphest tilbage i stalden. Det var bare for at sige, at folketinget kan sagtens imødekomme vores beskedne krav udden på nogen måde  at træde de skatte ydere for nær, der ikke er medlemmer af vores folkekirke. Og man ville der derved begå en retfærdighedshandling overfor de danske borgere og kirkeskattebetaler der bor i udlandet.

Nu skal dette sidste sure opstød ikek føre til den antagelse at vi ikek har mødt megen velvilje og stor forståelse både i kirkeministeriet og ikke mindst i folketingets kirkeudvalg; men vi ser stadig gerne snart denne velvilje ført op fra de tidlige 90’ere til nutidigt niveau. Det er en fælles folkelig - og dermed også statslig interesse – her i globaliseringens tid.

Til sidst vil jeg gerne takke for indsatsen i det forløbne år. Tak til medarbejderne , ansatte som frivillige, rundt omkring i den store verden. Tak til medarbejderne, ansatte som frivillige, i Dansk kirke i Sydslesvig. Tak til alle i hjemmearbejdet i kredsene såvel som i stiftsbestyrelserne. Tak til bestyrelsens forskellige udvalg. Og til medarbejderne på landskontoret.

Uden jer havde det ikke bare været besværligt men fuldstændig umuligt.

Tak alle sammen for otte – og hvis vi tager forberedelserne til sammenslutningen med – omkring en 12-14 - gode begivenhedsrige år.

År med mange udfordringer, mange besværligheder og skuffelser, men med flest glæder og gode rige oplevelser og møder med engagerede og spændende mennesker. Jer der er her i dag og alle dem ude og hjemme. Jeg har mødt gennem årene.

TAK.