Kirkeministerens tale på landsmødet

Danske Sømands- og Udlandskirker - en unik sammenhæng
af kirke-, kultur- og udenrigstjeneste

Kirkeminister Per Stig Møllers tale ved DSUKs landsmøde 25. august 2011

Tak for invitationen og velkomsten til Danske Sømands- og Udlandskirkers Lands- og repræsentantskabsmøde.

Jeg er blevet opfordret til at tale under overskriften "Danske Sømands- og Udlandskirker - en unik sammenhæng af kirke-, kultur- og udenrigstjeneste".

Det har jeg sagt ja til. For som tidligere udenrigsminister og nuværende kultur- og kirkeminister konstaterer jeg med glæde, at der i jeres visionsog handlingsplan er en sammenhæng mellem kirke-, kultur- og udenrigstjeneste. Så har jeg jo ikke levet forgæves.

Kirketjeneste og kulturtjeneste bliver nemlig kædet sammen allerede i planens Vision nr. 1. I denne vision står der, at "Danske Sømands- og Udlandskirker er den danske evangelisk-lutherske folkekirke i udlandet",

Derfor vil DSUK bl.a.:

• være kirke for danskere og dansksindede som midlertidigt eller permanent opholder sig uden for Danmark
• være kirke for søfolk
• være ramme om folkelige og kulturelle fællesskaber og netværk blandt danskere."

Vision nr. 2 bliver der så knyttet an til udenrigstjeneste. Vision nr. 2 lyder:

„Danske Sømands- og Udlandskirker udfører en række særlige opgaver for og med danskere i udlandet, bl.a. i samarbejde med ambassader, konsulater, søfartserhvervet, lokale erhvervsnetværk, enkelte virksomheder, foreningslivet og kulturinstitutioner".
Og som eksempler på, hvordan DSUK gerne vil handle, så denne vision bliver omsat i praksis, nævnes bl.a.:

• deltagelse i mødesteder og netværk for danskere i udlandet
• velfærdstjeneste i forhold til søfolk og udstationerede danskere
• fængsels- og sygebesøg og øvrig hjælp til nødstedte danskere i udlandet
• kirkeligt krise- og katastrofeberedskab ved ulykker og katastrofer
• ungdomsrådgivning og
• kulturel formidling.

Visionerne om at være en organisation, der både er kirke-, kultur- og udenrigstjeneste er altså på plads. Og der bliver i planen peget på mange gode handlinger, som understøtter disse visioner.

Det vil jeg naturligvis gerne rose DSUK for.

Det gode spørgsmål er så: Er der mon mere om snakken om DSUK som en sammenhæng af kirke-, kultur- og udenrigstjeneste end nogle fine ord, der for et år siden blev vedtaget og nedfældet på papir? - Det siges ofte, at papiret er taknemligt eller tålmodigt, fordi det, der er skrevet på det, ikke helt stemmer med virkeligheden. Sådan er det jo med flere
partiprogrammer; for ikke at sige valgprogrammer.

Men i dette tilfælde er der ikke behov for papirets tålmodighed. Der er realitet bag ordene om de danske kirker i udlandet som både kirke-, kultur og udenrigstjeneste. Og det har der efter min vurdering været i mange år før sammenhængen blev skrevet ind i DSUKs nuværende visions- og handlingsplan. Det var en realitet længe før, organisationen Danske

Sømands- og Udlandskirker blev dannet pr. 1. januar 2004 ved en sammenlægning af Dansk Sømandskirke i fremmede Havne og Dansk Kirke i Udlandet. Sømandskirken begyndte allerede i 1867 - for 144 år siden - at arbejde ud fra et ønske om, at „hvor danske skibe sejler, skal Danmarks kirke være". Her tog de sandelig "kirkeskibet" bogstaveligt!

Dansk Kirke i Udlandet blev så stiftet i 1919 - for 92 år siden - for at støtte danske i udlandet, som havde ønske om og behov for støtte til gudstjenester, møder og ungdomsarbejde.

Indtil dannelsen af DSUK i 2004 sørgede de to organisationer for, at der rundt om i verden kunne være kirker og samtidig folkelige og kulturelle mødesteder for danskere.

Den danske kirkes tilstedeværelse mange forskellige steder i verden har naturligvis kun været mulig, fordi der var engagerede mennesker i kirken herhjemme, som ønskede at gøre en indsats ude. Sådan er det fortsat.

Men den danske kirke er jo ikke kun i havnebyer og storbyer eller blandt emigranter og deres efterkommere i f.eks. Canada, Californien og Argentina, fordi der er nogen herhjemme i folkekirken, som synes, at det skal være sådan. Nej, kirken er først og fremmest de mange steder rundt om i verden, fordi de danskere, der bor der, eller kommer på besøg, ønsker, at den skal være der.

De danske emigranter i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ønskede, at de også i deres nye land kunne have den kirke, den kristendomsforståelse, den gudstjeneste og de salmer, som de kendte hjemmefra.

Det illustrerede den samhørighed, der dengang var mellem at være og føle sig dansk og så den danske kirke. De forenede dansk kultur og kristendommen, fastholdt og videreførte det danske, hvor de var, og forstod at forene det danske sind, den danske ånd, uden at det forhindrede dem i at virke i deres nye hjemlande.

Danskerne slider ikke i overdreven grad på kirkebænkene. Det gjorde de ikke for 100 år siden. Det gør de heller ikke i dag. Men det viste sig dengang, og det viser sig den dag i dag, at når danskere for kortere eller længere tid slår sig ned i udlandet, så vil de gerne have den danske kirke med sig i det fremmede. Det ser vi nu i Asien og Australien. Over alt hører man stadig med sangens ord „danskens mejselslag".

Vi lever i en globaliseringstidsalder, og vi kommer alle vegne. Da jeg en dag stod og ventede på en båd ved en flod langt inde i Afrika, gik jeg lidt rundt og så på boderne i blikskurene. Og hvad så jeg: en bod med den gode danske kiks Sorte-Marie! Her har en dansk repræsentant været forbi på sin cykel og solgt danske varer til en butik.

Der er ingen tvivl om, at danskere, som flytter til udlandet, er meget gode til at tilpasse sig livsvilkårene i de samfund, som de for en kortere eller længere årrække har valgt at blive en del af. Danskerne er i mange henseender meget villige til og meget gode til at integrere sig i de samfund, hvor de nu befinder sig, og finde nye veje. Et eksempel herpå mødte jeg i
Sydafrika. Her forstod en dansk mejerist ikke, hvorfor de ikke ville købe hans sunde yoghurt, indtil han fandt på at tilsætte kulsmag! Så gik den, for de kokkererede jo med kul og træ!

Vi kan også konstatere, at når mennesker kommer til at leve i et møde med andre religioner og kulturer, så bidrager det hos mange til at skærpe deres opmærksomhed over for den religion og den kultur, som de ubevidst har med i bagagen, og som blot var noget givet, så længe de boede hjemme i Danmark.

Den kristne dåb er den samme i mange, vidt forskellige kirkesamfund, og folkekirken anerkender dåb, der er sket i en anden kirke. Men hvis et dansk forældrepar, der bor et sted i udlandet, ønsker at få et barn døbt, så vil mange alligevel vælge, at det skal være en dåb med det ritual og den ordlyd, som kendes fra kirkerne herhjemme. Og mange forældre, der bor i udlandet, ønsker, at deres børn skal konfirmeres af en dansk præst, hvis der er en dansk kirke i nærheden.

Det bekræfter altsammen, at de danske sømands- og udlandskirker lever op til handlingsplanens visioner. For en kirke må den kirkelige tjeneste naturligvis altid være den første og væsentligste. Men der er også i meget høj grad grund til at værdsætte den
folkelige og kulturelle side af det liv, som udfolder sig i og omkring
kirkerne.

Det gælder ved kirkerne herhjemme. Det folkelige og kulturelle liv i Danmark ville være meget fattigere, hvis vi ikke havde et liv af den art ved kirkerne.

Men det gælder nok så meget kirkerne i udlandet, at sømands- og udlandskirkerne fungerer som folkelige og kulturelle mødesteder og dermed danner rammen om et netværk for de danskere, der bor i nærheden af dem. Her kan man udveksle erfaringer, holde møder og fester og støtte hinanden. Det har jeg oplevet i Singapore, Paris og andre steder. Dog ikke i New York, hvor den danske kirke ville have en tale af en af de danske politikere, som var delegerede ved FN's generalforsamling. Jeg havde ventet, de ville tage mig som god kristen konservativ. Men de tog Gert Petersen!

Der er sikkert nogle, som mere kommer i kirkerne på grund af sådanne møder og på grund af muligheden for at blive del af et netværk, end de kommer på grund af det decideret kirkelige. Det er der ingen grund til at skamme sig over. Hverken for de pågældende
danskere, eller for kirkerne og deres medarbejdere. Herhjemme er der også mange, som er tilbageholdende med at gå i kirke til gudstjeneste, men som med stor glæde deltager i de mere folkeligt og kulturelt prægede arrangementer i sognegården. Bl.a. fordi der ved disse arrangementer ofte er mulighed for at få en meget kvalificeret belysning af og samtale om
store emner.

Hvis man som dansker i udlandet bliver tiltrukket af noget lignende eller bliver tiltrukket af et samvær omkring f.eks. danske traditioner, så er det da kun godt, at der er en dansk kirke, som kan være ramme om det. Kirken tager ikke skade af også at tilbyde sig som ramme om et menneskeligt fællesskab, hvor den direkte kristne forkyndelse ikke er i centrum. Det vil nok alligevel ofte kunne fornemmes, hvad der er den primære årsag til, at kirken – og ikke mindst præsten - er til stede også dér.

Der er altså ingen tvivl om, at de danske sømands- og udlandskirker er en sammenhæng af kirke- og kulturtjeneste. Men hvad så med udenrigstjenesten?

Den danske udenrigstjeneste udgøres af ambassader og konsulater. Sømands- og udlandskirkerne er således ikke en formel del af den danske udenrigstjeneste, selv om nogle af de udsendte præster har en tilknytning til ambassaderne.

Jeg kan imidlertid på baggrund af mine mange år som udenrigsminister fastslå, at de danske sømands- og udlandskirker for den officielle udenrigstjeneste er uundværlige hjælpere.

Jeg er ikke i tvivl om, at de danske repræsentationer i udlandet på mange måder bliver aflastet gennem den indsats, som ydes af de danske kirkers præster og andre medarbejdere.

Det gælder både den indsats, som præster og medarbejdere yder i det daglige. F.eks. det omfattende arbejde med rådgivning af unge, der er i udlandet på au pair ophold. Eller den omfattende velfærdstjeneste i forhold til såvel søfolk som udstationerede danskere, der ofte har glæde af kirkens børnehave. Det havde jeg f.eks., da jeg boede i Paris.

Det er områder, hvor kirkerne altid har ydet en stor indsats. Og det er ikke opgaver, som det umiddelbart ville være naturligt for de danske ambassader og konsulater at tage sig af. Men den kirkelige indsats på disse områder er uden tvivl i mange tilfælde med til at forebygge, at de unge eller andre kommer ud i problemer, hvor de ville få behov for den officielle udenrigstjenestes hjælp. Og der er ikke tvivl om, at danskere her hjælper
og støtter hinanden på mange måder, som den officielle udenrigstjeneste ikke kan påtage sig.

I løbet af de seneste år er der til gengæld og desværre kommet meget fokus på den indsats, som kirkerne, de udsendte præster og de andre medarbejdere yder i forbindelse med kriser og katastrofer.

Betydningen af den indsats blev måske for første gang for alvor tydelig efter tsunamien i 2004. Den daværende sømandspræst i Singapore, Hans Vestergaard Jensen, tog uden tøven til Thailand for at støtte de danskere, som havde været i alvorlig fare for at miste livet, og for at støtte pårørende til nogle af de 46 danskere, som omkom i området.

Til mennesker, der er i så dybe kriser, kan præster yde en hjælp, som ambassadens medarbejdere ikke har forudsætninger for at yde, selv om de naturligvis også gøre deres bedste og yder en stor indsats i sådanne situationer.

Så konklusionen er, at Danske Sømands- og Udlandskirker er en værdifuld sammenhæng af kirke-, kultur- og udenrigstjeneste.

For at kunne være det, skal man have ussel mammon, vil I nu sige. Hvad der er mange herhjemme, som bidrager med. Både enkeltpersoner og fonde samt menighedsråd, der har tegnet medlemskab i DSUK. Der er også mange danskere i udlandet, som på forskellig vis bidrager til den kirke, de har i nærheden.


Og så er der også staten. Der er på finansloven i år bevilget et tilskud på 9,1 mio. kr. til kirkelig betjening af danskere i udlandet foruden 14,6 mio. kr. til den danske kirkelige virksomhed i Sydslesvig, og selv om riget fattes penge er beløbet ubeskåret i vores forslag til finanslov 2012 – og endda PL-reguleret op!

Det er, som de fleste sikkert er klar over, altid næsten umuligt at få flere penge ud af finansministeren. Så jeg har hverken en check eller noget løfte om flere penge med mig. Finansministeren skal jo som hovedpersonen i Holbergs vaudeville ”Nej” kunne sige nej på mange forskellige måder.

Derfor vil jeg gerne gøre, hvad jeg kan, for at DSUK's bestyrelse kan få et andet ønske opfyldt. Nemlig, at det skal være lettere for danskere, der bor i udlandet, men fortsat betaler skat til Danmark, at slippe for at betale kirkeskat i Danmark mod i stedet at betale til den udlandskirke, som de bor i nærheden af.

DSUK's bestyrelse skrev i foråret til både skatteministeren og mig om den sag. Og i Nice talte jeg med præsten om det. Jeg drøftede det også med regeringspartiernes kirkepolitiske ordførere, og vi var enige om, at det må være muligt at gennemføre nogle administrative forenklinger. Det vil skatteministeren gerne være med til at se på. Derfor arbejder embedsmænd i Skatteministeriet og Kirkeministeriet nu sammen om at finde en løsning.
Jeg håber således, at det inden længe bliver muligt at nå frem til en mindre
bureaukratisk ordning.

Til gavn for den fortsatte eksistens af en unik sammenhæng mellem kirke-, kultur- og udenrigstjeneste. Så lidt får I måske trods alt med hjem ud over fine ord, god mad og pæne ønsker!

Til sidst vil jeg ønske forsamlingen et godt lands- og repræsentantskabsmøde og sige tak for lydhørhed.