SYDSPANIEN | Juniorassistent søges | Danske Sømands- og Udlandskirker
Sydspanien kalder
Har du lyst til at blive juniorassistent ved Den Danske Kirke på Solkysten?
 
Vi søger en udadvendt, ansvarsbevidst og initiativrig juniorassistent ved Margrethekirken i Mijas, fra d. 1. september 2018 til et udfordrende og afvekslende år med spændende arbejdsopgaver i samarbejde med kirkens præst, menighedsråd og ungdomsudvalg. 
 
Vi tilbyder
Ophold i et skønt område af Spanien, tæt på Middelhavet og den vidunderlige storby Malaga 
Diæter på kr. 317,- pr. dag – ca. kr. 9.400,- pr. måned
35 timers arbejdsuge 
Gode, fleksible arbejdsforhold i et team af ansatte og frivillige
Mulighed for at sætte sit eget præg på stillingen
Møbleret værelse i Fuengirola, evt. i en lejlighed delt med andre unge samt cykel
Telefonkort med data og taletid 
Fri ud- og hjemrejse i forbindelse med ansættelse
Hjælp til spansk undervisning (startpakke)
 
Stillingen 
Margrethekirken har et stort ønske om at knytte de mange unge danskere, der er bosiddende i området omkring Malaga i kortere eller længere tid, til kirken. I flere år har vi drevet en Børne-Ungeklub, som laver månedlige arrangementer for børnefamilier. Nu vil vi gerne udvide indsatsen med et ungdomsarbejde særligt rettet mod danskere mellem 18 og 30 år. 
Til at varetage denne spændende opgave søger vi en juniorassistent fra 1. september 2018 til 31. juli 2019. Derudover vil juniorassistenten i et mindre omfang blive tildelt andre opgaver. 
 
Som juniorassistent forventer vi, at…
du engagerer dig i dette pionerarbejde omkring kirken, i samarbejde med præst og ungdomsudvalg, og opbygger et netværk for og med unge  
du planlægger og arrangerer events og aktiviteter for og med unge, i kirken og udenfor,
  f. eks. regelmæssige fællesspisninger og hyggeaftener, informationsaften, vandreture, udflugter, arrangementer
  på tværs af generationerne osv. – og informerer om det på sociale medier, website og i nyhedsbreve 
du tilegner dig tilstrækkelig indgående viden om forholdene på Solkysten til at bistå unge tilflyttere med praktiske råd og vejledning. 
 
Derudover forventer vi at du engagerer dig i Margrethekirkens dagligdag, herunder julebasar, Børne-Ungeklubben og konfirmandlejr m.m. (ca. 20% af arbejdstiden)
 
Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du…
er moden, initiativrig, kreativ og kan arbejde selvstændigt 
er udadvendt, opsøgende og god til at skabe kontakt til unge mennesker 
kan lide at arrangere events af meget forskellig art og styre økonomien/administrationen forbundet hermed
har gode danskkundskaber 
har kendskab til IT og hvordan man bruger sociale medier til at promovere events
ikke er bange for praktiske opgaver
har masser af godt humør  
 
Derudover kan det være en fordel, hvis du ... 
er musikalsk/kan spille et instrument eller synge
har kendskab til Photoshop eller lignende
har et kendskab til kirke- og ungdomsarbejde
 
Nærmere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til kirkens præst, Iben Snell, 
på mail: margrethekirken@margrethekirken.com  eller tlf. 0034 661 001 998
 
Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår fås ved henvendelse til HR-sekretær Margareta Bærentzen på mail mab@dsuk.dk eller telefon 70261828.
 
Ansøgningsfrist: den 17.maj 2018                                                                                                                                  Ansøgningen inkl. CV og evt. referencer sendes til Margareta Bærentzen på mab@dsuk.dk
Ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag den 7. juni 2018 i København på sekretariatet for Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK).
 
FAKTA OM SOLKYSTEN
Solkysten er et populært område. Her bor mange forskellige nationaliteter. Universiteterne i Malaga, Granada og Sevilla har sprogstuderende fra hele verden.
Hvert år tager mange tusind danskere på ferie hertil.  En del af dem bor her i længere tid.
Der er også mange, der slår sig ned fast, heriblandt et stærkt stigende antal unge børnefamilier. Det er som oftest iværksættere, der vælger at blive residenter på Solkysten på grund af det gode liv, man kan leve her i det varme og solrige klima. 
Der er også en stor gruppe unge singler, der flytter ned for at prøve at bo i det eksotiske og farverige Spanien i en kortere eller længere periode, en del af dem arbejder på Call centre, i restaurationsbranchen eller som praktikanter i erhvervslivet. 
Det forventes, at juniorassistenten bor centralt i Fuengirola, en livlig forstad til Malaga med et rigt café- og natteliv, gode strande og let adgang både til den vilde natur i bjergene og millionbyens kulturliv. 
 
FAKTA OM MARGRETHEKIRKEN
Kirken er bygget i 2001 og har kirkerum, forsamlingslokale, kontorer og et veludstyret køkken. Desuden er der en skøn patio, som bliver brugt rigtig meget. Der er mange aktiviteter i løbet af ugen. Dagligsproget i kirken er dansk.