Om at komme "hjem" | Danske Sømands- og Udlandskirker
Udgivet fre d. 5. jul 2019, kl. 16:47

Vi sidder i bilen et stykke nord for Viborg. Børnene, manden, hunden, alle taskerne, fodbolde, køletasken med svenske köttbullar och blåbærsuppe som altid. Vi hører Lucas Graham og Rasmus Seebach, mens vi kører. Vi skal hjem.

Vi har måske taget turen fra Göteborg i Sverige til Borbjerg, Vestjylland 30 gange nu. Måske mere, vi tæller ikke rigtigt mere efter 4 år. Stenaline føles som en bybus for os. Der er ikke noget eksotisk over de 3,5 timer med færgen, og vi smiler overbærende til de førstegangsrejsende, der forvirrede går rundt for at vælge den bedste plads. Nogle gange er færgen fyldt til bristepunktet, andre gange er vi næsten alene med lastbilchaufførerne. De gange er de bedste. Børnene spiller bold i gangområderne, og vi føler næsten, det er vores færge. Vi falder ofte i snak med andre dansk-svenskere på færgen, der også lever med et ben i hvert land. Det er hyggeligt, vi udveksler erfaringer, griner af vores misforståelser og undrer os over, hvordan to nabolande både kan være så ens og så forskellige.

Vi kører igennem Viborg og nærmer os nu for alvor Vestjylland. Der skal snart være valg, og vi kører forbi plakaterne. En viser en mand med fuldskæg.
- Han var min historielærer. Vi er også lidt i familie, han er flink, siger jeg til min søn. Vi kører forbi en ung venstreløve med blå øjne.
- Hans søster var kæreste med din onkel, siger jeg og fortæller lidt mere.
Vi passerer et par politikere mere, og jeg knytter kommentarer til deres baggrund, holdninger eller personligheder.
- Men du kender jo dem alle sammen, udbryder min søn.

Jeg har en hurtig aha-oplevelse. Af og til bliver jeg spurgt, hvordan jeg kan sige at vi skal ”hjem”, når vi skal til Danmark. Hjem er jo i Sverige nu. Og hvordan forklarer man det? Er hjem dér, hvor man kender kandidaterne på plakaterne? Måske, men ikke kun det.

Vi prøvede at se Vild Med Dans det første år i Sverige, men vi vidste ikke, hvem der var kendte, og hvem der var professionelle. Det gav ligesom ikke nogen mening. Det går bedre nu. Vi synger med på sangene i det store Grand Prix, og vi hepper på Sverige - når Danmark er ude af turneringerne.
Vi er næsten fremme og drejer symbolsk ind af vejen, vi er opkaldte efter. Der venter eftermiddagskaffen. 

Vi er heldige i vores familie. Vi er ” lidt hjemme” flere steder i verden. Vi er hjemme i vores hus i Sverige, vi er hjemme hos familien i Tyrkiet, og vi er hjemme i vores gamle by Struer, og vores fritidshus i Borbjerg. Men at komme til stedet hvor jeg er vokset op, vækker nogle helt specielle følelser.

Vi bor ved Skærgården i Sverige. Her er uendeligt smukt. Klipper, skove, broer, vand. Meget mindre blæst end i Vestjylland. Hvordan skal man forklare, at man midt i den skønhed alligevel kan stå og et kort øjeblik føle sig melankolsk, og savne lugten af jord og gylle. Gylle? Det er der da ingen, der savner!

Vi kører på de små veje. Kunne gøre det med bind for øjnene. Kender hvert et sving. I Göteborg bliver jeg nervøs i trafikken, der er sporvogne og underlige rundkørsler og kørebaner. Her på landet er det, som bilen selv kender vejen. Da jeg var i gang med at tage kørekort, glemte jeg en gang nogle papirer hjemme, og vi måtte hente dem med kørelæreren. Da vi drejede af Skivevej ind mod Borbjerg, blev det så let som ingenting. Kørerlæreren bemærkede at jeg kørte med en imponerende sikkerhed på hjemmebane, sådan skulle jeg bare altid gøre, sagde han. Der hvor man er tryg, handler man anderledes. Hjemmebanefordel kalder man det vist.

Vi ruller ind på gårdspladsen og familien tager imod. Børnene krammer og går ind. De finder en bold, eller logger på Wifi og er veltilpasse. Jeg beundrer deres omstillingsparathed, som det hedder nu om stunder. Jeg må ud og ånde luften. Er der tid til en lille gåtur? Går med min svenske hund ned over stubmarkerne. Der er altid nye lugte for hunden, men meget hjemlige lugte for mig. Fuglene, blæsten lyden af kirkeklokker. Vi går til skråningen ned mod Holmgård sø. Hvor mange gange mon jeg har gået her? Det må være mange hundrede. Landskabet er næsen uforandret. Vi sætter os på skråningen og ser ud over søen. Der er altid svaner og ænder, og de forskellige buske og græsarter er de samme, som altid har været der. Jeg kan ikke lade være. Jeg må bare ligge i græsset og kigge lige op i luften.

Og så sker det. Det uforklarlige. Det er som man har ledt og ledt efter en oplader til telefonen, den ene var for tynd, den anden for bred. Men pludseligt passer opladeren perfekt. Det går lige i hak. Det er som om, græsset vokser op igennem mig og op i himlen. Jeg går i ét med omgivelserne. Lugtene, himmelen, blæsten. Jeg er i oplader. Jeg er hjemme.

Resten af ugen går med besøg. Vi kører børnene til deres gamle venner. Vi ser familie og venner. Noget er som altid, folk hilser på os i butikkerne. Nogle stopper og snakker, andre tænker tydeligvis: ”hvem var det nu, de var…?”. Nogle er blevet skilt, nogle har købt nyt hus eller skiftet arbejde, men venskaberne er de samme. Vi griner, spiser, snakker. Vi besøger museer og er ude i naturen. Forsøger at nå en tur til Vesterhavet. Vi maler og skurer i vores fritidshus. Mennesker kører forbi, nogen stopper og spørger, hvordan det går i Sverige. De kommer ind og ser huset.
Børnene kommer op i den lokale hal, og får lov at spille håndbold med de danske venner. Jeg sidder og kigger på de unge menneskers. Oplever til min overraskelse, at jeg kan se på deres ansigtstræk – kæberne, øjenbryn eller kropsholdning, hvilke familier de kommer fra. Det er sjovt, og meget hjemligt.

Så er tiden gået. Vi skal pakke taskerne, og hente børn hjem fra venner og familien. Hunden skal skylles – gyllelugt er ikke populært på Stenaline. Vi får en sidste brunch hos familien, så er det ind i bilen. Alle bliver pakket med deres musik eller film. Køletasken er fyldt med landæg og boller i karry. Vi giver knus til familie, og det giver et stik i hjertet som altid. Håber de ved, hvor meget vi sætter pris på, at de er der, og hvor meget vi savner dem i vores hverdag. Vi dytter og vinker, de forsvinder i bakspejlet og vi sætter kurs nordpå.

I Netto i Frederikshavn køber vi dansk øl, rugbrød og leverpostej. Det forlænger oplevelsen lidt. Så kører vi på færgen. Vi skal tilbage til Sverige – vi skal egentligt også hjem.

På billedet de tre børn: Aksel, Milas og Iris samt hunden Charlie.

Kategorier Nyheder